Min kamp: Hvad nu hvis...

I mit sidste indlæg snakkede jeg om hvor panisk jeg var ved at være fordi jeg snart har været i min behandling i et år, og hvor nervøs jeg var over det.

Jeg fik det derefter drøftet med overlægen og forklarede hvordan jeg havde med det, og han ville snakke med dem der nu skulle ind over og jeg ville så få ren besked 8. januar hvor vi har næste samtale. Selvom datoen ikke har været der endnu, så har jeg allerede en anden indstilling. 

Hele december gik jeg og vendte mig til tanke og begyndte at acceptere at jeg skulle stoppe, og da jeg så lige inden jul fik af vide at de havde forlænget mig en mdr. - dvs. til 1. marts, havde jeg det egentlig fint. 

Jeg havde acceptere det hele og mente jeg havde styr på det hele, bort set fra at jeg ikke havde nogen ide om hvad jeg skulle bagefter... Her lige efter nytår havde jeg så ro (efter jul og nytår var overstået) og kunne pludselig tænke lidt mere over det. Så lørdag eftermiddag befandt jeg mig pludselig i et panikanfald, for hvad nu hvis - det startede alle mine tanker med, og kunne slet ikke rumme at jeg bare skulle stoppe og slippes ud i "det virkelige liv" helt selv, uden nogle professionelle i ryggen. 

I dag har jeg så haft den første samtale i det nye år, og jeg havde selvfølgelig tænkt mig at tage det op, og forklare hvordan jeg havde det med det. Men inden jeg nåede det, fik jeg fortalt at de havde haft min sag oppe til diskussion igen og var kommet frem til, at jeg skulle have tilbuddet om gruppeterapi, som starter i april (regner de med). Det var jo en rigtig dejlig nyhed. 

De havde dog et par krav, så de næste par mdr. skal jeg virkelig vise hvad jeg har lært, tage det op der er svært også ville vi igen snakke om det om et par mdr. inden jeg stopper.
Jeg regner med at få flere informationer løbende og nok også på torsdag, men alt i alt synes jeg det var en god nyhed at få og er meget mere beroliget. 

Så selvom jeg ikke lige har kontrol over hvad der skal ske fra 1. marts (det håber jeg da at jeg får), så er jeg begyndt at ha det rigtig godt. Udover mit panikanfald i lørdags, så er det længe siden jeg har været i angst, og de gang jeg har ku mærke det har været på vej, der har jeg håndteret det og fundet en løsning. :D 

Jeg er rigtig godt på vej, selvom jeg stadig er meget ustabil og på usikker grund (som L. siger), og for en gang skyld glæder jeg mig rent faktisk det fremtiden og det ukendte. 

Støt EN AF OS og gør psykisk sygdom til et mindre tabu!

SNAK OM DET - Det forsøger jeg at gøre!