Min kamp: Hvorfor skal det gå godt?

Tænk at man kan være bange for at det hele skal gå godt. Lyder det ikke ret mærkeligt?
Men nu er det bare sådan at jeg har været syg i 5 år, og nederlag bare er blevet en slags hverdag for mig, og at det er det at jeg kan håndtere og finde ud af at forholde mig til, selvom det ikke er en rar følelse.
Lige for tiden går det rigtig godt, og det kan jeg ikke helt finde ud af. Min terapeut siger at hun kan se tydeligt fremskridt, og at jeg er rigtig god til at udfordre mig selv. I morgen skal jeg så til en snak om en længe ventede praktik plads, og jeg ønsker egentlig inderst inde at det går galt... Det er sq da noget mærkeligt noget!
Jeg fik vendt det hele med L. i dag, og hun siger det er meget normalt og hun kan sagtens forstå mine følelser. Når jeg i så mange år har været vantil at skulle håndtere nederlag og skuffelser, så er det en helt anden ting når jeg skal til at håndtere fremgang og positivitet. Det er så mærkeligt at sige, når det er det at jeg helst vil, men jeg er bare så bange for at blive rask!
Jeg er rigtig spændt på i morgen, men forsøger virkelig at lade vær med at tænke for meget på det indtil jeg skal af sted, for ellers bliver jeg bare alt for nervøs og angst.
Der imod er det da rigtig dejligt at få feedback fra alle dem jeg er tilkoblet til, og at de siger at de alle kan se fremskridt. :D Kan også godt selv mærke det, men er ikke altid jeg vil acceptere det.

Siden i torsdags eftermiddag/aften har mit humør været meget svigende. Jeg blev hjemme fra skole fredag simpelthen fordi det hele var for meget, jeg kunne ikke overskue noget som helst og kort sagt jeg havde det bare af helvede til! Det er ikke altid det bedste at blive hjemme for mig, men det var lige det jeg havde behov for. Fredag over middag lånte jeg mine forældres ene bil, og om aftenen var jeg i Tyskland med en kammerat og det var egentlig fint nok. Jeg var stadig mut, ked af det og trist, men jeg kunne da godt holde mig oppe og i gang. Lørdag gik med en masse praktisk i lejligheden og havde det egentlig fint nok hele dagen. Søndag fik jeg aflevere bilen tilbage til mine forældre også gik det ellers op og ned resten af dagen. I går blev jeg endnu en gang hjemme, og i morgens havde jeg bare endnu mere lyst til at blive liggende og bare glemme verden.
Men et af de fremskridt jeg har gjort det sidste halve år, er at jeg ved hvad der hjælper selvom jeg ikke altid lige kan overkomme det. Så jeg kom ud af døren og i gruppe, som jeg er hver tirsdag, og det hjalp lidt. Jeg glemte mit eget og ku trække vejret lidt bedre. Efter frokost havde jeg samtale med L. og - hold da op! Alt røg bare ud og det lettede bare så meget. Specielt når L. så går i dybden og forklare nogle teorier og hvordan hun ser det. Det hjalp virkelig meget at få snakket ud om det, og en der virkelig kan give noget feedback.
I dag kan jeg slappe lidt mere af i hovedet og går inden længe over og læser videre i Brisingr(!) og glæder mig over at jeg er blevet "tante" :)

God dag til jer alle :)
Jeg har fået et par henvendelser privat, om jeg ikke kunne tænke mig at forklare lidt om min sygdom og mit forløb, så de måske bedre kan forstå deres egen diagnose eller de personer de har tæt på, og håber på at kunne skrive nogle indlæg en gang i mellem når jeg har brug for at komme ud med noget bare føler for et eller andet.
Jeg håber at det kan hjælpe nogen, at i tager godt imod det og at det samtidig gør psykisk sygdom et mindre tabu.