Ribstyvene

Titel: Ribstyvene
Forfatter: Ellen Berry
Forlag: Palatium Books
Anmeldereksemplar fra Palatium Books
Originaltitel: Snowdrops on Rosemary Lane
Sidetal: 338

Lucy drømmer om en Bed & Breakfast ude på landet og overtaler mand og børn til at skifte storbyen ud med det charmerende Rosemary Cottage. Hun elsker det lokale liv, hvor alle kender alle og kerer sig om hinanden. Hun trives med smalltalk med gæsterne, og børnene blomstrer op på landet, hvor de har meget større frihed. men da Lucy uventet bliver alene, bliver det svært at bevare entusiasmen for alt det nye. Pludselig er det ikke så spændende at være selvstændig og alene med to børn langt fra familien. Hvordan kommer man på benene igen, når sorgen er ved at gøre det af med en?

En af landsbyens særlinge, Kenny, er ved at blive dement. Han har altid været speciel, men begynder nu at komme galt af sted og genere naboer og have svært ved at klare sig selv. Den selvindsigt har han dog langtfra, så da sønnen James kommer på banen for at prøve at hjælpe, bliver det med mange eder og forbandelser fra Kenny, der er vranten som kaptajn Haddock. James og Lucy er barndomsvenner og gik sammen på rov i Rosemary Cottages frugtbuske som børn. Endnu en gang finder de sammen om at overkomme livets udfordringer, men de er jo bare venner. Eller? 

Jeg havde forventet en masse jul og hygge med den forside, men det er det ikke. Historien handler om at komme oven på efter en tragedie på flere måder. Den har en bestemt stemning over sig hele vejen igennem, selvom der sker en masse triste begivenheder, så er historien alligevel hyggelig og det er nemt at elske karakterne hele vejen igennem. 

Lucy og børnene skal pludselig lære at klare sig på en ny måde, og vi følger Lucys kamp for at overleve hendes nye hverdag. Historien er trist, men heldigvis i en kort stund. Der er små øjeblikke der løfter stemningen og den bliver langsomt bedre. 

Jeg nød historien, selvom jeg havde lidt svært ved at komme i gang med den. Jeg tror desværre at jeg havde forventet noget mere jul, udelukkende baseret på forsiden, og det hang lidt hele vejen igennem. Der er jul og sne i historien, men det er ikke hovedelementet i historien. 

Kenny og James er med til at sætte et lidt andet perspektiv på familie og overlevelse. Det er en kamp for dem alle i bogen på hver sin måde. Men på trods af det er det en hyggelig bog der hurtigt er læst. 

Hele anmeldelsen er skrevet baseret på MIN mening og MIN opfattelse af bogen. 

Kommentarer

Populære opslag