Min kamp: Ny diagnose

I august 2011 har jeg en dato for hvornår jeg skal begynde at trappe ud af min medicin, fordi det hele går rigtig godt. Og jeg rykker den ikke, trods at oktober og november er hårde og at jeg har mange angstanfald.

I januar 2012 vender det dog. Jeg har mange selvskadende- og selvmordstanker og et kort øjeblik overvejer jeg om en indlæggelse er nødvendig. Det er det ikke, men jeg vælger at sige at jeg gerne vil sættes op i medicin - jeg mener ikke at jeg bliver sat op, men et par mdr. efter begynder jeg så småt at være lidt selvskadende pga. en fyr, og selvom jeg snakker med min psykiater om det, så bliver det ikke bedre. Mine dage er meget svigende og jeg er ekstremt ustabil, og jeg forsætter min selvskadende adfærd.
I starten af april afslutter jeg min aktivering på UngNu og bliver i stedet sendt i jobcenter aktivering, og det er virkelig ikke en god kombi. Jeg mindes ikke at jeg kommer en eneste dag. Efter 14 dage bliver jeg i hvert fald sygemeldt, og jeg får noget nyt medicin.

I juli sker der flere ting. Der sker noget meget privat som gør at jeg skære i mig selv lidt voldsommere, og dette bliver sidste gang jeg er selvskadende.
Samtidig begynder jeg at snakke med min psykiater om der måske er noget mere galt end "bare" depression og angst.
Vi kommer omkring borderline, men konstatere at det ikke er den diagnose, men i den familie.
Den 22. august får jeg den diagnose jeg har i dag.
Tvangspræget personlighedsforstyrrelse og angst.

Jeg ved ikke om det gjorde nogen forskel at få en ny diagnose den gang. Men i dag gør det. Ikke fordi jeg skylder skylden på diagnosen, men fordi det er lidt nemmere at forklare omverdenen og mig selv, at det er derfor jeg til tider har nogen vanskeligheder.

Tilbageblik - skrevet i 2016.