Min kamp: Starten på kampen
Min barndom er rigtig kedelig, normal og dejlig. Jeg er vokset op med mine forældre og min storebror, og i forhold til min bror, så var jeg ekstremt genert. Psykisk har der aldrig været noget, og jeg mindes en god og glad barndom.
I efteråret 2008 får jeg en depression, men dog i mild grad. Så jeg får en henvisning til en psykolog, og efter 5-6 mdr. føler jeg mig oven på igen og stopper hos hende.
I sensommeren 2009 får jeg stress pga. flytning fra daværende kæreste, flytning hjem til mine forældre, en meget stor gæld og mistede elevplads inde for små 14 dage, og et par uger efter konstatere min læge at jeg har middel/svær depression. Og jeg bliver omgående sat på antidepressiv medicin, da jeg går rundt med rigtig mange selvmordstanker. Ret hurtigt bliver jeg sat op fra mild dosis, til 150 mg, også får jeg en ny henvisning til psykologen. I marts får jeg tildelt to frivillige mentorer igennem det lokale jobcenter og de bliver min støtte igennem lang tid, og jeg får åbnet op til nogle andre end de professionelle.
En af de fejl jeg laver her i begyndelsen, er at holde det hele for mig selv. Det er en klassisk fejl, og tror ikke jeg kunne lave den anderledes den dag i dag, men det er bare ekstremt hårdt at skulle holde facaden oppe og virke som om det hele bare er super duper, når hele ens verden ramler. Jeg tror én veninde (den eneste jeg havde på det tidspunkt) vidste hvad jeg gik igennem, og ingen andre.
Et par mdr. efter bliver jeg henvist til distrikt psykiatrien i stedet for min psykolog, da hun mener at de kan hjælpe mig mere, og samtidig bliver jeg sat op til 225 mg antidepressiv. Omkring dette tidspunkt fortæller jeg også mine forældre hvad der foregår, og de bliver selvfølgelig chokeret over at jeg har det så dårligt og har gået med det hele selv, men de forsøger at forstå.
Min diagnose på dette tidspunkt er stress, som har udløst en middel/svær depression.
Tilbageblik - skrevet i 2016.
I efteråret 2008 får jeg en depression, men dog i mild grad. Så jeg får en henvisning til en psykolog, og efter 5-6 mdr. føler jeg mig oven på igen og stopper hos hende.
I sensommeren 2009 får jeg stress pga. flytning fra daværende kæreste, flytning hjem til mine forældre, en meget stor gæld og mistede elevplads inde for små 14 dage, og et par uger efter konstatere min læge at jeg har middel/svær depression. Og jeg bliver omgående sat på antidepressiv medicin, da jeg går rundt med rigtig mange selvmordstanker. Ret hurtigt bliver jeg sat op fra mild dosis, til 150 mg, også får jeg en ny henvisning til psykologen. I marts får jeg tildelt to frivillige mentorer igennem det lokale jobcenter og de bliver min støtte igennem lang tid, og jeg får åbnet op til nogle andre end de professionelle.
En af de fejl jeg laver her i begyndelsen, er at holde det hele for mig selv. Det er en klassisk fejl, og tror ikke jeg kunne lave den anderledes den dag i dag, men det er bare ekstremt hårdt at skulle holde facaden oppe og virke som om det hele bare er super duper, når hele ens verden ramler. Jeg tror én veninde (den eneste jeg havde på det tidspunkt) vidste hvad jeg gik igennem, og ingen andre.
Et par mdr. efter bliver jeg henvist til distrikt psykiatrien i stedet for min psykolog, da hun mener at de kan hjælpe mig mere, og samtidig bliver jeg sat op til 225 mg antidepressiv. Omkring dette tidspunkt fortæller jeg også mine forældre hvad der foregår, og de bliver selvfølgelig chokeret over at jeg har det så dårligt og har gået med det hele selv, men de forsøger at forstå.
Min diagnose på dette tidspunkt er stress, som har udløst en middel/svær depression.
Tilbageblik - skrevet i 2016.
Kommentarer
Send en kommentar