Det begyndte i en elevator

Titel: Det begyndte i en elevator
Forfatter: Jasmine Gullory
Forlag: Palatium Books
Anmeldereksemplar fra Palatium Books
Originaltitel: The Wedding Date 
Sidetal: 320
Udkommer: 22. maj 2021

Alexa Monroe bor i Berkeley ved San Francisco, hvor hun er bogmesterens personalechef. Hun er ikke typen, der normalt ville tage til bryllup med en fuldstændig ukendt mand og endda én, som hun har mødt tilfældigt i en elevator. Men der er noget ved Drew Nichols, som hun ikke kan stå for. 

Drew Nichols bor i Los Angeles og arbejder som pædiatrisk operationslæge. Han er notorisk single og er i store problemer, da han har brug for en ledsager til sin ekskærestes bryllup. En strømafbrydelse spærrer ham inde i en elevator med Alexa, som han har det så sjovt sammen med, at han spontant inviterer hende til at være sin ledsager. 

Alexa og Drew ender med at have det fantastisk i hinandens selskab, men Drew skal tilbage til Los Angeles, og Alexa har ingen illusioner om, at det skal blive til mere. De er blot to yderst professionelle mennesker, der har haft en tilfældig weekend sammen. 
Men de savner hinanden. Alexa og Drew er nødt til at forholde sig til, hvad de tror, de har brug for i deres liv, og hvad de i virkeligheden ønsker. 

En utrolig charmerende kærlighedshistorie. Jeg kunne virkelig godt lide den og den fangede mig med det samme. Alexa er nem at elske og hendes hudfarve spiller en god undertone i hele historien. I starten forstod jeg ikke hvorfor der blev lagt så meget vægt på at hun var sort, men det har små betydninger hele vejen igennem, og det forstærker historiens dybde. 

Både Alexa og Drew er nogle gode karakterer der er nemme at holde af. Selvfølgelig kunder vi dem kun på overfladen, men deres historie bliver fortalt fra begge sider og det styrker bogen. 

Jeg synes bogen er sød og let at læse. Jeg blev som sagt fanget med det samme og ville ønske den var blevet ved lidt endnu. Den er fyldt med kærlighed, sex, venskab, familie og ærlighed. Der er god humor i, og du keder dig aldrig. 

Jo mere jeg tænker over historien, jo mere kan jeg lide den, og specielt at det er en sort hovedperson. Det er et interracialt forhold og det gør bare noget ekstra, at det ikke er den blonde kvinde, med den perfekte krop som i mange andre historier. Alexa er sort og har former - hun er usikker på sin krop og er ikke fan af sin appelsinhud. Hun er så nem at relatere til, og det styrker kun hende som karakter. 

Så hvis du godt kan lide en letlæselig, charmerende, fræk kærlighedshistorie, så er Det begyndte i en elevator, lige noget for dig. 

Hele anmeldelsen er skrevet baseret på MIN mening og MIN opfattelse af bogen. 

Kommentarer

Populære opslag