Fantasy Festival 2021 2/3: Frankenstein genfortalt

Jeg skulle som sagt bare nå dette foredrag, og jeg blev på ingen måde skuffet, men timen gik alt for hurtigt! 

Stegelmann starter foredraget med at sige at Kenneth gør det alle forfattere skjuler hele deres karriere: Han stjæler direkte fra andre - total åbenlyst. Det sætter stemningen og Kenneth går i gang med at fortælle om hvorfor han egentlig har valgt at genskrive denne ikoniske historie fra Mary Shelly. 

Kenneth fortæller at alle kender historien Frankenstein og får os til at række hånden op hvis vi kender den, men rigtig ofte ryger alle hænder ned igen, når han spørg om alle har læst den (her er der selvfølgelig flere end der plejer - vi er jo på bogmesse!). 

Jeg har ikke læst den originale Frankenstein, og ud fra Stegelmann og Kenneths snak, kommer jeg nok heller ikke til det. Den er fra 1800-tallet og meget tung. Derimod har jeg allerede kastet mig over Frankenstein genfortalt, som jeg læser med stor interesse. 

Kenneth fortæller at det er hans ønske at være så tro til den originale historie så muligt, men selvfølgelig med hans fortolkning og skrivestil. Der er scener som er unødvendige og hele tidsperioder der ikke bliver forklaret i den originale, og det har Kenneth rodet bod på. 

Kenneth vil tilbage til det originale monster/dæmon/skabning - hvad vi nu skal kalde det - og tilbage til det følelsesmæssige i den oprindelige historie. Det er en gyser historie, men det er også en historie med store følelser om længsel, afsavn og kærlighed. Og det er med stor respekt og kærlighed for Mary Shellys historie, at Kenneth har genskabt historien. Han har ændret ting og sager, men den allersidste sætning er ens, både i Mary Shellys og i Kenneth Bøgh Andersens. 

Bogen er illustreret af Rasmus Jensen, som fortæller at han glædet sig utrolig meget til denne udfordring, men som Stegelmann siger: Vi tror alle vi ved hvordan Frankensteins monster ser ud, er det så ikke svært at lave sin egen fortolkning?
Det var en fed udfordring, men Kenneth havde også sine tanker om det. Fx. ser vi aldrig hele skabningen, fordi skabningen skal være så frygtindgydende at det er umuligt at forestille sig hvordan det ser ud. Vi skal selv forsøger som læser at visualisere os det umulige. 

Rasmus Jensen har tegnet alle illustrationerne i hånden og beholdt dem i sort hvid. Det skaber den rette stemning til bogen og illustrationerne er så smukke og detaljeret. Jeg har kun studeret dem hurtigt (i køen til signering) og glæder mig til at studere dem endnu mere i historiens sammenhæng. 
Der blev vist nogen af dem under foredraget, og jeg var dybt imponeret over de detaljer der var og den visuelle opsætning giver bare historien et endnu større strejf af gys. Alle var dybt imponeret over illustrationerne og der blev hvisket imponeret da de dukkede op bag Kenneth. 



Kenneth når at læse et par sammenligningstekster op af den originale og hans udgave inden timen er gået, og vi bliver alle efterladt med en spænding efter mere. Kenneth har desuden selv indlæst lydbogen, som også er udkommet. 
Det har været en time med stor interesse og en fornøjelse at høre alle de udfordringer der har været i processen. Jeg ville gerne have hørt 2 timer mere, og havde en del spørgsmål selv, men det kan være det bliver en anden dag. 

Frankenstein er en historie der aldrig slutter, og med Kenneths genfortælling lever den videre måske tættere på den originale end i mange år. 

Kommentarer

Populære opslag